Himmelbjergruten
Et af Danmarks flotteste naturområder byder dig på varieret landskab gennem Søhøjlandet, fra Ry til Silkeborg nord om Himmelbjergsøerne og tilbage syd om. Rutens sidste etape får din puls op når toppen af Himmelbjerget skal nåes.
Udgivet d. 30 maj 2020.
Info
Længde: 2 dages loop hike
Sværhedsgrad: Nem
Distance: 55 km
Transport
Hvis du er i bil, kan bilen parkeres tæt ved Ry Station hvor ruten starter. Hvis pladsen er fyldt, er det muligt at parkerer få hundreder meter væk overfor Kvickly. Kommer du derimod med tog, stå af ved Ry Station, og du er nu klar til at starte ruten.
Trail start og navigation
Ruten starter ved Ry Station, hvor et informations kort er sat op. Undervejs på hele ruten er det særdeles let at finde vej. Ruten er godt markeret hele vejen med små røde pile. Ved stationen er det dog nemt at overse første markering, som sidder på gavlen af en bygning lige overfor. Hvis du er parkeret ved Kvickly, kan du starte ruten der, da den går lige forbi. I byen Alling, som ligger først på ruten efter Ry, er markeringen forsvundet bag beplantning ved en gård. Forsæt op mod gården og gå højre om laden ud mod markerne. På sydsiden af søerne benytter Aarhus-Silkeborg og Himmelbjergruten samme røde markeringer, selvom de ikke altid følger samme sti. Hold derfor ekstra godt øje med teksten under pilen. Hvis du er interesseret i Aarhus-Silkeborg kan du finde min guide her. I Silkeborg er broen over Remstrup Å spærret, så du kommer til at gå hele vejen ind forbi slusen, hvilket er en 1,5 km omvej.
Ruten går gennem Sejs og Svejbæk, hvilket er mindre interessant. Jeg tog en alternativ tur gennem hedeområdet nord for byerne, hvor en fantastisk udsigt kan nydes ved Stovbjerg. Jeg vil anbefale, at du benytter kortet nederst på siden. Du kan gemme kortet og få det ned på din mobil. Se denne guide for hvordan du gør det.
Tid på året
Turen kan benyttes hele året rundt. April til september er det ideelle tidspunkt at vandre i, men også det mest populære at gøre. Campsites og shelters kan nemt være fyldt i weekenden i højsæson.
Hvor kan jeg overnatte?
Undervejs kan du finde skove til fri teltning, primitive overnatningspladser, campingpladser, shelters, hoteller og hostels. Tager du ruten på 2 dage, vil jeg anbefale at vandre hele vejen til Østerskov syd for Silkeborg, hvis du gerne vil sove i telt eller shelter. Det er ca 33 km, og her er shelterplads med bålsted og primitivt toilet. Der er god plads til telte hvis shelteren er optaget. Jeg endte med at gå et par hundred meter længere ad ruten, og slå camp syd for Karoline Amalies Høj helt nede ved vandet. Her er bordebænke, bålplads, skraldespande og en badebro, hvor mindre både kan ligge til og overnatte. Hvis turen til Østerskov er for langt, kan Nordskoven øst for silkeborg benyttes. Der er etableret en lejrplads tilegnet grupper, som skal bookes i forvejen. Der er også etableret telt og shelterplads vest for Sejs med toiletter og vandpost. Er du mere magelig, findes der flere tilbud i Silkeborg, fx. Danhostel eller diverse hoteller.
Se alle de markerede overnatningsmuligheder på kortet længere nede.
Mad og drikke
Sørg for at have nok vand med til en halv dag. I Sejs findes en Rema som kan forsyne en med det hele. Ligeledes vest for Sejs ved De Små Fisk, som er et rekreativt område, kan der også findes vand, samt toiletter. Hvis du ikke har købt mad inden start, kan dette gøres i Kvickly i Ry. I Silkeborg kan en stor velfortjent is eller fransk købes ved Slusekiosken eller Hjeljekiosken. Du kommer også forbi en Lidl i Silkeborg. På sydsiden er det muligt at fylde vand op ved Himmelbjerget og samtidig købe en snack.
Hvad skal jeg pakke?
Se min pakkeliste, og få et overblik over hvad der er godt at tage med.
Min vurdering
Af kortere vandreruter i Danmark, er dette en af mine absolutte favoritter. Landskabet er varieret, og du vandre det meste af tiden på små stier og skovveje. Det kuperede terræn og udsigt til vand gør kun oplevelsen bedre, og jeg bliver oftest helt i tvivl om det er Danmark jeg er i. Overnatningsmulighederne er gode hvis du er til shelter eller telt som jeg, og ruten kan nemt tages på en weekend.
Nyttige links
Informationsfolder